9. april 2021

Nyt energioptimeret kompressoranlæg til Danish Crown i Ringsted

Danish Crown har optimeret deres trykluftssystem og derved sikret sig et innovativt kompressoranlæg med et lavt energiforbrug.

ALUP leverede i januar 2020 en komplet kompressorløsning med serviceaftale til slagteriet Danish Crown i Ringsted. Ved at udskifte de gamle kompressorer, kan Danish Crown spare på energiregningen og mindske deres udledning af CO2.

ALUP installation hos Danish Crown Ringsted

Varmeregningen reduceres

Det nye kompressoranlæg indgår i dag i Ringsted-fabrikkens trykluftssystem, som er en vital del af fabrikkens produktion. Den innovative løsning er en energibesparende erstatning for sin forgænger, som dermed fremtidssikrer anlægget og med centralisering giver bedre optimeringsmuligheder fremadrettet.

Ved at optimere deres trykluftsystem, har Danish Crown taget endnu et skridt mod deres mål om at levere klimaneutral produktion i 2050. Det har de blandt andet formået ved at udnytte den producerede varme, der kommer fra kompressoranlægget gennem varmegenvinding. Danish Crown udnytter overskudsvarmen fra kompressorerne til produktion af varmt vand, der bruges i deres produktionsprocesser. En del af den genvundne varme som ikke bruges med det samme, akkumuleres i en tank og anvendes efter endt produktion til rengøringen af produktionsarealerne.

Det var en kærkommen lejlighed at opgradere på vores varmegenvinding og derved dels opnå en energibesparelse og dels bidrage til et mere bæredygtigt set-up, med et mindre CO2-aftryk.

Nicolai Sørensen , Manager Engineering hos Danish Crown

Varmegenvindingen er opnået ved installation af en varmeveksler i det leverede anlæg. Derudover er yderligere 3 varmeveksler tilføjet eksisterende kompressoranlæg. Det har medført, at Danish Crown har reduceret deres varmeforbrug med op mod 820 MWh om året. Med de samlede energibesparelser vil projektet være tilbagebetalt på mindre end 3 år.

Danish Crown er ikke en ny kunde for ALUP, der længe har haft samarbejde med deres afdelinger i Rønne og Holsted, men samarbejdet med slagteriafdelingen i Ringsted var første gang. ALUP blev inden projektet kontaktet af en energirådgiver fra Danish Crown, da de ønskede at optimere deres trykluftsystem.

ALUP installation hos Danish Crown Ringsted

ALUP havde en overbevisende fremtoning og bidrog meget med viden i forhold til det endelige valg af set-up, herunder den frekvensregulerede ALUP kompressor, adsorptionstørrer og varmegenvindingsinstallationen.

Nicolai Sørensen , Manager Engineering hos Danish Crown

Den leverede løsning

Den nye, moderne installation har, foruden en varmebesparelse, medført en betydelig reduktion af elforbruget. Danish Crown sparer nu omkring 1300 MWh om året, sammenlignet med elforbruget på det tidligere kompressoranlæg.

Ud fra ønsker og behov fra Danish Crowns side, har ALUP leveret en komplet løsning, der har levet op til alle deres forventninger. 

Generelt forventer vi, at vores leverandører er i stand til at bidrage med deres ekspertviden og sammen med os udvælge de rigtige løsninger for forretningen. Det levede ALUP fuldt ud op til både før, under og efter implementeringen.

Nicolai Sørensen , Manager Engineering hos Danish Crown

Slagteriet i Ringsted anvender trykluften fra de mange kompressorer i hele deres produktion, primært til luftcylindere, luftstyringer og transport af produktionsemner. Med en kapacitet på cirka 50.000 svin om ugen, er der tydeligvis et stort behov for trykluft på fabrikken.

Tæt samarbejde om installation og service

Kompressoranlægget er installeret direkte i ét af Ringsted-fabrikkens kompressorrum. Med en længde på 5 meter og 2 meter i bredden, måtte der tænkes kreativt for at få kompressoren sat ind i det eksisterende kompressorrum. Ved at udskære et stort hul i ydermuren, lykkedes dette uden større udfordringer. Kompressoranlægget blev leveret direkte fra ALUPs fabrik, og blev efterfølgende samlet på stedet og koblet til nuværende trykluftssystem.

Gennem tæt dialog har Danish Crown og ALUP udviklet og dimensioneret en komplet løsning, som sikrer den stabile forsyning af trykluft, som fabrikken er dybt afhængige af. Blandt andet har ALUP og Danish Crowns teknikere samarbejdet tæt om, at opnå den bedst muligt styring af det nye kompressoranlæg.

Selve installationen tog fra start til slut omkring 14 dage. Ud fra ALUPs dimensionering benyttede Danish Crown deres egen smed til at installere det nye luftrørsystem, hvorefter ALUP-teknikerne færdiggjorte installationen og sørgede for idriftsættelsen.

ALUP installation hos Danish Crown Ringsted

For at sikre en driftssikker kompressorløsning, har Danish Crown indgået en serviceaftale, hvor den løbende service og vedligeholdelse foretages af erfarne serviceteknikere fra ALUP. Ved at lade ALUP klare den forebyggende service af anlægget, kan Danish Crown i Ringsted fokusere på sin egen kerneforretning, uden bekymringer om driftsstop eller nedetid på anlægget.

Serviceaftalen er indgået for at sikre stabil drift på anlægget, hvilket er ganske nødvendigt for gennemførelsen af vores produktion.

Nicolai Sørensen , Manager Engineering hos Danish Crown

Fremtidssikret løsning

Danish Crown har mange kompressorer placeret rundt omkring på Ringsted-fabrikken, for at dække deres samlede trykluftsbehov. I fremtiden planlægger virksomheden en yderligere fornyelse af kompressorkapaciteten. Det vil mindske Danish Crowns energiforbrug samt reducere fabrikkens CO2 aftryk yderligere.

Ud over at udskifte eksisterende kompressorer vil Danish Crown samtidigt samle flere af deres kompressorer i færre kompressorrum, for at få det bedst mulige set-up for varmegenvindingen. Hermed kan Danish Crown fremtidssikre deres trykluftssystem for de næste mange år.